Ydelser
Overblik
Individuel terapi
Pris
1.300 kr.
Kort beskrivelse
I den individuelle terapi arbejder vi for at forstå dine tanker, følelser og reaktioner, så vi sammen kan hjælpe dig itl at ændre uhensigtsmæssige mønstre og opnå bedre trivsel i hverdagen.
Du kan læse mere om vores metoder under "Metode" her på hjemmesiden.
Parterapi
Pris
1.950 kr. (90 min)
Kort beskrivelse
I parterapien hjælper vi jer som par til at stå stærkere sammen. Vi arbejder for at bestyrke jeres relation, kommunikation og trivsel i parforholdet.
Familieterapi
Pris
1.950 kr. (90 min)
Kort beskrivelse
Vi laver familieterapi, når hele familien eller bare nogle af familiemedlemmerne har brug for hjælp til at få talt sammen.
Forældrekompetenceundersøgelser
Pris
Kontakt os for nærmere pris og tilbud.
Kort beskrivelse
En forældrekompetenceundersøgelse (FKU) er en psykologisk undersøgelse af en forælder og dennes evne til at tage vare på deres barn eller børn. Forældrekompetenceundersøgelser udføres i henhold til Socialministeriets retningslinjer på området.
Psykologiske undersøgelser
Pris
Kontakt os for nærmere pris og tilbud.
Kort beskrivelse
Psykologisk undersøgelse af børn og voksne, herunder kognitiv testning, WISC, WAIS, ADHD-udredning, autismescreening og -interview, ADOS samt anbefalinger til videre forløb.
Supervision
Pris
1.300 kr. (per 60 min) ved individuel supervision
2.000 kr. (per 60 min) ved grupper på op til 8 personer
2.150 kr. (per 60 min) ved grupper over 8 personer
Kort beskrivelse
Faglig sparring til fagpersoner inden for psykiatri, socialområdet, psykologi og behandling.
På siden herunder kan du læse mere om vores ydelser og priser. Vi tilbyder et bredt spektrum af behandlingstilbud tilrettelagt i samarbejde med både private og kommuner, med enkeltpersoner, par eller familier, der henvender sig.
Behandlingsforløbene tilrettelægges ud fra hvert enkelt udgangspunkt og kan derfor indebære både individuelle samtaler, familiesamtaler samt afholdelse af større møder med private og professionelle netværk.
Terapi og behandling
Individuel terapi
I den individuelle terapi arbejder vi gennem samtale sammen med at undersøge, forstå og ændre svære tanker, følelser og handlemønstre. Vi taler sammen om det, der fylder eller gør ondt i dit liv. Ved hjælp af samtalen fokuserer vi først på at identificere problemet eller problemerne, og derefter kan vi sammen ændre de dynamikker, mønstre og mekanismer, som ligger bag. Vi hjælper dig ved at give dig de værktøjer, som du har brug for, for at fungere bedre i hverdagen og dermed få en højere livskvalitet.
I vores praksis har vi også fokus på at hjælpe dig med at forstå dine følelser, og hvordan de udspiller sig i de relationer, som har betydning for dig. Vi inddrager gerne dit netværk efter aftale med dig. Vi har erfaring med, at børn, unge og voksne kun kan udvikle sig i en tryg relation. Også derfor lægger vi vægt på at være gennemsigtige og lydhøre over for det, som du kommer med og din baggrundshistorie.
Dine følelser og reaktioner giver altid mening med baggrund i, hvad du tidligere i dit liv måtte have oplevet af svigt, stress, traumer eller kriser, eller i forhold til din tilknytning til de vigtige mennesker i dit liv. Vi ser sammen på, hvordan det kan spille ind i nutiden, hvad du har af oplevelser i fortiden.
Der kan være mange forskellige grunde til at gå i individuel terapi. Vi har erfaring inden for blandt andet:
Traumer og PTSD
Stress
Angst og livskrise
Vrede
Skyld og skam
Sorg
ADHD og autisme
Unge med diagnoser og i udsatte positioner
Kønsidentitetsproblematikker
Vi hjælper også mennesker, der ikke er i krise, men som ønsker at lære mere om og udforske sig selv og udvikle sig enten professionelt eller personligt.
Afhængigt af henvendelsens karakter kan samarbejdet både foregå hos os, i hjemmet eller andre relevante steder.
Pris
1 session (60 min)
1.300 kr.
Parterapi
Vi laver parterapi, når I som par står over for nogle udfordringer eller konflikter, som I gerne vil have hjælp og støtte til at arbejde jer igennem. At gå i parterapi er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at forholdet er i krise – parterapi kan også bruges forebyggende til at forbedre jeres forhold og styrke jeres kommunikationsevner. Uanset årsagen kan parterapi være en værdifuld ressource til at styrke forholdet.
Parterapi kan være gavnligt i flere forskellige situationer. Mange par henvender sig ved:
- Hyppige og uopløselige konflikter
- Kommunikationsproblemer
- Utroskab, jalousi eller tillidsbrud
- Mangel på intimitet eller skævhed i ønsker og behov
- Store livsændringer som at få børn, flytte eller skifte job
- Personlige problemer
- Mangel på engagement
- Et ønske om forebyggelse
Vi som parterapeuter kan hjælpe jer til at identificere den underliggende mønstre og dynamikker, som påvirker parforholdet. Vi vil give jer værktøjer til at ændre dem til det bedre, så I vil opleve bedre trivsel i jeres parforhold og dermed i jeres hverdag. Når vores parforhold forbedres, kan det føre til mindre stress og have en positiv indvirkning på vores mentale og følelsesmæssige sundhed. Parterapi giver også mulighed for personlig vækst, hvor både individuelle og fælles mål og værdier vil blive udforsket og udviklet.
Pris
1 session (90 min)
1.950 kr.
Familieterapi
Vi laver familieterapi med fokus på at forbedre familiens indbyrdes relationer, kommunikation og dynamikker. Hvert enkelt familiemedlem betragtes som en del af familien som relationel sammenhæng, og derfor arbejder vi terapeutisk med familiens relationer, mønstre og adfærd.
Det relationelle perspektiv – altså måden vi er sammen på – er afgørende for den enkeltes trivsel og udvikling og har derfor vores hovedfokus i familieterapien.
Mange familier henvender sig, når et eller flere af familiemedlemmerne ikke trives eller har brug for hjælp til at få talt sammen. Familieterapi kan være gavnligt, når der opstår udfordringer og konflikter i familien, som er svære at løse. Det kan for eksempel være ved:
Mistrivsel hos et eller flere børn i familien
Tristhed eller psykisk sygdom hos et eller flere familiemedlemmer
Konflikter mellem voksne søskende
Konflikter mellem forældrene, der påvirker børnene
Skilsmisse
Oplevelsen af at blive modarbejdet eller ikke at blive hørt
Vi som familieterapeuter kan hjælpe jer med at skabe nye udvidede perspektiver på jeres problematikker og dermed skabe grobund for bedre trivsel i familien. Vi vil hjælpe jer til at forstå den måde, hvorpå I er sammen som familie. Vi kan hjælpe ved at få øje på, hvad der sker mellem familiens medlemmer, og hvordan disse dynamikker kan skabe eller fastholde problemerne.
Familieterapien tager udgangspunkt i en familiesamtale, hvor vi møder flere familiemedlemmer på samme tid, men ofte deler vi os også op, så de voksne for eksempel kan tænke over nogle spørgsmål til børnene eller omvendt. I samtalen vil der være plads og tid til, at alle i familien kan udtrykke sig og blive lyttet til.
Pris
1 session (90 min)
1.950 kr.
Psykologiske undersøgelser
Forældrekompetenceundersøgelser
Vi foretager forældrekompetenceundersøgelser for kommuner i sager, hvor der måtte være behov for en vurdering af, hvad der er mest hensigtsmæssigt for et barns fremadrettede psykiske trivsel og udvikling.
Gennem undersøgelsen får vi først belyst barnets konkrete behov, hvor forælderens eller forældrenes ressourcer til at imødekomme disse vurderes. Når en kommune bestiller en forældrekompetenceundersøgelse, sker det som led i en børnefaglig undersøgelse. Børnefaglige undersøgelser anvendes af kommuner til at belyse et barns behov for særlig støtte. Forældrekompetenceundersøgelser kan her indgå, hvis der er mistanke om, at forælderen mangler ressourcer til i tilstrækkelig grad at sikre barnets opvækstsbetingelser, udvikling og trivsel.
Undersøgelsen må ikke være ensidig, men skal afdække såvel styrker og svagheder hos både forælder og børn. Der er tale om en omfattende undersøgelse, som trækker på en række forskellige informationskilder, og som munder ud i en bred faglig vurdering i form af en skriftlig rapport. Vurderingen skal tilvejebringe et validt og sikkert grundlag for kommunen at foranstalte eller iværksætte støtte på. På denne måde agerer forældrekompetence-undersøgelser led i at skabe det vidensgrundlag, som i videst muligt omfang gør det muligt for den kommunale myndighed at sikre et barns trivsel og udvikling.
Forældrekompetenceundersøgelser udføres i henhold til Socialministeriets retningslinjer på området.
Pris
Kontakt os for nærmere pris og tilbud.
Børnesagkyndige og psykologiske undersøgelser af børn og unge
Vi foretager forskellige psykologiske undersøgelser af børn og unge, herunder kognitiv testning, WISC, WAIS, ADHD-udredning, autismescreening og -interview, ADOS samt anbefalinger til videre forløb.
En børnesagkyndig undersøgelse er en dybdegående psykologisk undersøgelse, der belyser barnets perspektiv, trivsel og samspil med forældrene grundigt. Vi foretager børnesagkyndige undersøgelser i sager om forældremyndighed, bopæl eller samvær.
Som udgangspunkt består den børnesagkyndige undersøgelse af:
- Samtaler med hver forælder
- Observationer af samspillet mellem hver forælder og barnet
- En samtale med barnet
- En gennemgang af information fra offentlige myndigheder om barnet og/eller forældrene
Undersøgelsen munder ud i en skriftlig rapport, der skal give sagsbehandleren eller dommeren et fagligt grundlag til at vurdere, hvad der er bedst for barnet fremadrettet. Altså vil den børnesagkyndige undersøgelse være med til at kvalificere de afgørelser, som skal træffes i sagen.
Pris
Kontakt os for nærmere pris og tilbud.
For fagfolk
Supervision
Vi tilbyder faglig sparring til fagpersoner inden for psykiatri, socialområdet, psykologi og behandling.
Den psykologfaglige supervision er et struktureret refleksions- og læringsrum, der har til formål at kvalitetssikre det professionelle arbejde, fremme faglig og personlig udvikling og at sikre jeres trivsel som medarbejdere i relationelle fag. Vi tager udgangspunkt i konkrete problemstillinger fra den professionelle praksis og selve arbejdet.
Supervision giver den enkelte mulighed for at reflektere over den måde, hvorpå du agerer som fagperson og som menneske. Det er nødvendigt i arbejdet med menneskelige relationer, fordi det er både uforudsigeligt og komplekst. At gå i supervision er derfor med til at styrke dine eller jeres fagprofessionelle og menneskelige kompetencer og tilgange til arbejdet med mennesker. I supervisionen skaber vi altså både trivsel, læring og nye handlingmuligheder.
Vi hjælper jer til at:
- Få nye perspektiver og finde alternative handlemuligheder i komplekse klientsager
- Styrke metodiske, etiske og relationelle kompetencer
- Adskille professionelle og private dynamikker for at undgå udbrændthed
Når vi superviserer, vil vi stille spørgsmål, som vækker eftertanke og udfordrer eksisterende idéer, fordomme og måder at gøre tingene på. Gennem konfliktorienterede samtaler skaber vi personlig forandring, udvikling, bevidstgørelse, bearbejdning og stillingtagen. Du som supervisent vil lære metoder til i stadig større omfang selv eller sammen med kolleger at kunne bearbejde konflikt- og problemfelter i arbejdet.
Supervisionen kan tilpasses dine eller jeres behov og faglige retninger. Det kan enten foregå som individuel supervision eller i en supervisionsgruppe.
Pris
Individuelsupervision
1.300 kr. (per 60 min)
Grupper på op til 8 personer
2.000 kr. (per 60 min)
Grupper på over 8 personer
2.150 kr. (per 60 min)